+45 5193 3162 dan.rohde@valpro.dk
I mange indkøbsafdelinger handler det mest om drift og brandslukning, og hvor langt de fleste salgsafdelinger arbejder med en klar strategi og tydelige mål, gælder det sjældent i Indkøb. Men har du nogensinde overvejet hvilken værdi, indkøb egentlig skaber for virksomheden? Hvad er ROI for indkøb – og hvad er de strategiske og forretningskritiske mål for indkøb og sourcing?

For mange direktører og indkøbschefer handler indkøb primært om at skaffe varer hjem til tiden. Gerne til en god pris og uden for meget bøvl. Lykkes det, lykkes Indkøb. Men der er meget mere at hente med et strategisk fokus på indkøb og sourcing – og ansvaret ligger hos ledelsen.

Spar let op til 20%

Det handler om vitale parametre som leveringssikkerhed, risikominimering, ansvar, kontrakter og priser, og her bør sourcing tænkes ind i både forretningsmodel og værdikæde. Hvordan skaber vores forretningsmodel værdi for kunder og virksomhed – og hvordan bidrager sourcing hertil? Der er nemlig et kæmpe potentiale for at skabe en markant bedre bundlinje.

Ifølge Morten Møller Munkgaard fra Aalborg Universitet og Dansk Indkøbs- og Logistik Forum kan en typisk dansk virksomhed nemt barbere 5-20% af omkostningerne og tilmed skabe helt nye konkurrenceparametre ved blot at fokusere på strategisk sourcing fremfor operationelt indkøb.

En forretningskritisk funktion

Det handler om at tænke langsigtet og om at optimere alle processer i indkøb. Fx benytter mange kun én leverandør på forskellige typer af råvarer. Det kan blive både dyrt og meget risikabelt. Ved at bruge flere leverandører, kan du både sikre den bedste pris og samtidig mindske din risiko ved at være afhængig af kun én leverandør.

På kort sigt forbedrer du dit vareflow, mens du på lang sigt står stærkere, når du skal forhandle priser og betingelser. Og forskellige leverandører kan løse forskellige opgaver. Udvælg én til strategiske udviklingsopgaver og en anden til bulk-produktion – eller prioritér dem på baggrund af geografi, størrelse eller kompetencer, så du sikrer dig mod geopolitiske ændringer (eller Covid 19).

Lavthængende frugter

Værdiskabelsen i indkøb er vigtig for den strategiske retning i virksomheden. Grundlæggende kan der sættes ind på tre niveauer, nemlig det kommercielle, det processuelle og det tekniske. Her udgør førstnævnte de lavthængende frugter, mens sidstnævnte er sværest at ændre, da det blandt andet omfatter redesign og -engineering. Til gengæld kan gevinsten her være meget høj.

En fokuseret indsats kan sikre en solid pipeline af aktiviteter, der støtter virksomhedens strategiske initiativer. Det kræver tværgående processer, men det er godt givet ud.